Johan Sebastian Welhaven


Bergens Stift

 

Nu gaar Østenvinden
Med et Suk igjennem Linden,
Og mod Vesten glider Skyen blidt,
Og min Længsel følger
Til de fjerne Bølger,
Hvor min Barndom gyngede saa tit.

Mine Barndoms-Dage
Er en billedsmykket Sage,
I hvert Billed er en Tone lagt.
I min Drøm paa Fjeldet,
Under Fossevældet,
Har en Huldre mig sin Harpe rakt.

Kjender Du de svale,
Mørke, kirkestille Dale,
Uden Arner, uden Sti og Navn?
Ved de sorte Elve
Taarebirke skjelve;
De har nævnt mig alle mine Savn.

Har du seet Skoven
Hænge frodigt over Voven,
Fra det lune, farverige Fjeld?
Der, blandt Blomsterbede,
Under Droslens Rede,
Sprang min dybe Sjeleglædes Væld.

Ved mit Edens Gjerde
Er en Kæmpevagt paafærde:
Vilde Jøkler splitte Skyen ad;

Men i Styrkens Belte
Om de barske Helte
Har en Dise virket Rosens Blad.

 

 


 

 

                                      

 

 

Der er nøgne Strande,
Hvor de klippestore Hvaler lande,
Under Tordners og Orkaners Gny;
Der er dybe Bugter,
Hvor de røde Frugter
Gro ved Bredden af din Snekkes Ly.

Der har Herren stillet
For din Ringhed Almagts Billed,
Der er Orgelklang fra Fjeld og Fjord;
Der vil Droslens Tone
Kvæge og forsone
I det klippehvalte Tempelchor.

Der var godt at blunde
I de lyse, duftopfyldte Lunde,
Hvor min Vugge overskygget stod;
For hver kvalfuld Slummer
For hver vaagen Kummer,
Er min Vuggegave Lægerod.

Hil Dig, Norges Bringe!
Under Stormens vinterlige Vinge
Er Du hærdet til din Jettedyst;
Men bag Pandsrets Bue
Blusser Fromheds Lue,
Banker Hjertet mod Naturens Lyst.

                                                   

                                                (1838)

 

 

 

 

 

                      Heim   Innhald   Tilbake   Neste

 

 

 

© Universitetsbiblioteket i Bergen, www.ub.uib.no