Johan Sebastian Welhaven

Digtets Aand

Hvad ei med Ord kan nævnes
I det rigeste Sprog,
Det Uudsigelige,
Skal Digtet røbe dog.

Af Sprogets strenge Bygning,
Af Tankeformers Baand,
Stiger en frigjort Tanke,
Og den er Digtets Aand.

Den boede i Sjelen,
Før Strofens Liv blev til,
Og Sprogets Malm er blevet
Flydende ved dens Ild.

Den gjennemtrænger Ordet
Lig Duft, der stiger op
Af Rosentræets Indre
I den aabnede Knop.

Og skjønt den ei kan præges
I Digtets Tankerad,
Den er dog der tilstede
Som Duft i Rosenblad.

Glem da den gamle Klage,
At ingen Kunst formaar
At male Tankefunken,
Hvoraf et Digt fremstaar.

Thi hvis den kunde bindes,
Og sløres af paa Prent,
Da var i denne Skranke
Dens Liv og Virken endt.

Den vil med Aandens Frihed
Svæve paa Ordets Klang;
Den har i Digtets Rytmer
En stakket Gjennemgang; —

 

Bergens Stift

Nu gaar Østenvinden
Med et Suk igjennem Linden,
Og mod Vesten glider Skyen blidt,
Og min Længsel følger
Til de fjerne Bølger,
Hvor min Barndom gyngede saa tit.

Mine Barndoms-Dage
Er en billedsmykket Sage,
I hvert Billed er en Tone lagt.
I min Drøm paa Fjeldet,
Under Fossevældet,
Har en Huldre mig sin Harpe rakt.

Kjender Du de svale,
Mørke, kirkestille Dale,
Uden Arner, uden Sti og Navn?
Ved de sorte Elve
Taarebirke skjelve;
De har nævnt mig alle mine Savn.

Har du seet Skoven
Hænge frodigt over Voven,
Fra det lune, farverige Fjeld?
Der, blandt Blomsterbede,
Under Droslens Rede,
Sprang min dybe Sjeleglædes Væld.

Ved mit Edens Gjerde
Er en Kæmpevagt paafærde:
Vilde Jøkler splitte Skyen ad;

Men i Styrkens Belte
Om de barske Helte
Har en Dise virket Rosens Blad.

 

Søfuglen

En Vildand svømmer stille
Ved Øens høie Kyst;
De klare Bølger spille
Omkring dens rene Bryst.

En Jæger gaar og bøier
Sig i den steile Ur,
Og skyder saa for løier
Det smukke Kreatur.

Og Fuglen kan ei drage
Til Redens lune Skjød,
Og Fuglen vil ei klage
Sin Smerte og sin Nød.

Og derfor taus den dukker
Dybt i den mørke Fjord,
Og Bølgen kold sig lukker,
Og sletter ud dens Spor.

I Søens dybe Grunde
Gror Tangen bred og frisk;
Derunder vil den blunde, —
Der bor den stumme Fisk.
                            
(1836)

                               

Republikanerne

Ved Barrière de la Santé
ligger en ydmyg liden Kafé.
En gammeldags Stue er al dens Plads;
der er ei Forgyldning, der bruges ei Gas.
Den har en Søgning, der sjelden brister,
af Etudianter og smaa Artister;
og kommer ei disse, da eier den dog
en stillere Gjest i sin dunkle Krog.
Der vandrer omkring i den straalende Stad
en skibbruden Flok, der aldrig er glad
Der møder dem Ingen med Smil eller Nik;
de færdes i Sværmen med slukkede Blikk.
Pauvres honteux! De søge et Hjem;
en ringe Kafé er det bedste for dem.

Nu er det Midnat; der sidder en Gjest
endnu ved sit Bord med en Sukkervands-Rest.
Hans Ansigt er falmet, hans Dragt er grov,
hans Linned er rent, og hans Hænder er smukke.
Han støtter sit Hoved, som om han sov.
Der er saa tyst; man kan høre ham sukke.
Dog, mens han sidder i dette Ly,
aabner man Døren med Bulder og Gny.
Det er en Skare af Ungersvende
med stærke Moustacher, med Øine, der brænde.
De fløite og nynne en smuk Melodi,
en Sang af Den Stumme fra Portici.

Nourrit har iaften fra Scenen vakt
de fyrige Toners koglende Magt.
De rulle den jublende Flok gjennem Blodet;
nu har den igjen Republiken i Ho'det.

De sætte sig matte; men atter fra Stolen
springer der En og bestiger et Bord.
Han siger med rungende, vingede Ord:
„Forsamling, giv Agt, jeg vil tale om Polen!“

Det var en Tale som flammende Krudt;
o, der blev stormet og spiddet og skudt!
De Franskes Konge og Raad og Kammer
gik op med Kreml i de samme Flammer.
Men frem af de kolde russiske Grave
steg atter en Hær af Napoleons Brave;
e kæmpede med, de rystede Jorden,
med Faner som Storm, med Ørne som Torden.
Paa Varschaus Mure stod atter Fama
og læste for Verden et fransk Proklama,
at nu var Historiens sidste Knude
løsnet for evigt, og Stykket ude.
Den frie Mand og den frie Kvinde
blev proklameret i alle Vinde.
Europas Kongres forsamled sig bedst
i Polens Skjød, mellem Øst og Vest;
i Varschau reistes Kongressens Salon,
og dertil en Støtte for Saint Simon.

 

Til Ole Bull

Hvor sødt at favnes af Aftnens Fred,
Naar Droslen fløiter i Skoven,
Og Birken suser ved Elvens Bred,
Og Nøkken spiller i Voven!
      Der er en vemodblandet Fryd,
      Som Nordens Alfer male,
      Med dæmpet Kvad, med Harpelyd,
      Med Suk i dunkle Dale.

Han stod og lytted en Sommerkveld,
Og havde stemt sine Strenge;
Da gik Akkorden fra Skov og Fjeld
Og over duggede Enge.
      Og alle Strenge klang dertil
      Med underbare Toner,
      Som Droslens Kluk og Nøkkens Spil
      Og Sus af Birkekroner.

Og al den Smerte, al den Lyst,
Der bor i Nordens Zone,
Har lagt sig drømmende til hans Bryst,
Og zitret gjennem hans Tone.
      O, hør den stille Melodi,
      Der dæmper Stormens Harme!
      Din Barndom vugger deri
      Paa ømme Liljearme.

Det er den deiligste Strengeklang,
Der letter Længselens Vinger;
Da nynner Hjertet sin egen Sang,
Mens Strengen bæver og klinger.
      Der er ei Savn, der er ei Nag,
      Som ei hans Streng kan lindre;
      Han vækker med sit Trylleslag
      En Vaardag i dit Indre.

O, hil Dig, salige Toneskald,
Med Guddomsmagt i din Bue!
Fra Dig gaar Jubelens Fossefald;
Du tænder Andagtens Lue.
      Naar Verden lytter til dit Kvad,
      Og bæver ved din Vælde,
      Da skjelver Glem-mig-ei'ens Blad
      Af Fryd paa dine Fjelde.

 

En Gjennemgang til Livet
I Læserens Bryst;
Der vil den vaagne atter
I Sorrig eller Lyst,

Og næres og bevæges,
Og blive lig den Ild,
Der laa i Digter-Sjelen,
Før Strofens Liv blev til.

Kun da bevarer Digtet
Sin rette Tryllemagt;
Det Uudsigelige
Er da i Ordet lagt.

Betragt den stille Lykke,
Der gjør en Digter varm,
Mens Aanden i hans Sange
Svæver fra Barm til Barm.

Lad kun hans Rygte hæves
Mod Sky af Døgnets Vind, —
Det er dog ei den sande
Kvægelse for hans Sind.

Men naar hans Tankebilled,
Med eller uden Ry,
Finder et lutret Indre,
Og fødes der paa Ny, —

O, bring ham da et Budskab
Om dette Aandens Bliv;
Thi dermed er det lovet
Hans Verk et evigt Liv.  

                                (1844)

 

                                     

 


 

Der er nøgne Strande,
Hvor de klippestore Hvaler lande,
Under Tordners og Orkaners Gny;
Der er dybe Bugter,
Hvor de røde Frugter
Gro ved Bredden af din Snekkes Ly.

Der har Herren stillet
For din Ringhed Almagts Billed,
Der er Orgelklang fra Fjeld og Fjord;
Der vil Droslens Tone
Kvæge og forsone
I det klippehvalte Tempelchor.

Der var godt at blunde
I de lyse, duftopfyldte Lunde,
Hvor min Vugge overskygget stod;
For hver kvalfuld Slummer
For hver vaagen Kummer,
Er min Vuggegave Lægerod.

Hil Dig, Norges Bringe!
Under Stormens vinterlige Vinge
Er Du hærdet til din Jettedyst;
Men bag Pandsrets Bue
Blusser Fromheds Lue,
Banker Hjertet mod Naturens Lyst.
                                          
(1838)

                                              

 

 

     

                                            
En Sommersang

Fagre Dal, lyse Sommer!
Her er Marken fuld af Blommer,
Fjorden bringer Kjøling her;
Duft og Løv til Lunden vinke,
I hvis grønne Hvælving blinke
Straaleglimt som Stjerners Hær.

Fandt jeg Dig skjult herinde,
Du mit Hjertes Tryllerinde,
Da blev Dagen dobbelt smuk;
Og da vilde Birkens Grene
Ei som nu, mens jeg er ene,
Hviske i mit Ly et Suk.

Blomsterduft, liflig Sommer,
Vift, som mildt fra Bølgen kommer,
Gyder Vemod i min Hu.
Ak, thi af et dunkelt Fjerne
Er Du skjult, min Sol og Stjerne;
I min Drøm kun skinner Du.

                                       (1839)

 

                                     

 


 

Da jublede Flokke, og atter det lød:
„Champagne, Garçon, paa Tyrannernes Død!“
Men just da de løste den skummende Drik,
saa de en Fremmed med studsende Blik;
thi Proppen fløi mod den selsomme Mand,
der sad i en Krog med sit Sukkervand.
„Drik,“ raabte de Alle, „Champagnen er god,
vort Bæger er helligt; drik, har Du Mod

„Jeg drikker ei Viin, om stærk eller mild;
dens Sødme er vammel, jeg hader dens Ild.
Jeg sidder med Gru paa mit Livs Ruin.
Mit Bæger er tømt; jeg drikker ei Viin.“

 Da blev der et Gny; de kaldte ham Træl,
de raabte paa Skjændsel, paa Hevn og Duel. —
Han viste sit Bryst, — hvor det var skrammet,
af streifende Kugler, af Klinger rammet!
— „I Daarer! Det er Ostrolenkas Mærke.
Har I vel fattet, hvor det kan værke?
Der er ingen Lise for denne Kval;
den kan ikke blunde for Sladder og Pral.
Der er ingen Gjæk saa vindig og svag,
han sminker sig jo med mit dybeste Nag;
min hedeste Bøn, mit eneste Gode,
er kommen paa lallende Tunger i Mode.
Tilside, Drenge, giver mig Rum!
Himlen har Stjerner, — Natten er stum.“

 De saa paa hverandre. Han vandred sin Vei.
De havde Champagne, men rørte den ei.
                                                

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                            

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                     Heim   Innhald  Tilbake  Neste


     © Universitetsbiblioteket i Bergen, www.ub.uib.no